k-albrechtsen
Løb for livet!
[Previous Page] [Next Page] [Up] [Home Page]

Løb for livet:
I den højt fremskredne alder af 41 år (og 3 dage, for nu at være helt præcis) var vægten langsomt, men sikkert skredet over 90 kg. Faktisk adskillige kilo. Med lidt hovedregning var det blevet klart, at hvis der ikke skete noget ville vægten i løbet af en årrække passere 100 kg. Og skal man tabe sig er der kun en metode: Indtage færre kalorier end man forbruger. Og den der med at gå på kur havde jeg ligesom mistet troen på! Efter forskellige pulverkure mm – efterfulgt af den daglige almindelige fedekur – var det i hvert fald ikke vejen frem.

Se mere om "FEDEKURE" her

Så efter lidt inspiration fra:

-var jeg nået frem til den vanvittige ide at jeg ville prøve at komme i form ved at begynde at løbe. Så i den i starten omtalte alder listede jeg så ud en aften, lang tid efter mørkets frembrud, iført et par (tunge) vandresko, panikalder og masser af gåpåmod. Ifølge run4fun`s begynderprogram er den første dags program:

(Se begynderprogram her:)

Løb 1 minut, gå 2 minutter – gentag 3 gange. Jeg led af den tåbelige ide, at enhver idiot kunne løbe 1 minut. Gå et par minutter, og løb så lidt igen osv. Jeg blev klogere!
Det var nu heller ikke uden grund at jeg ventede til efter mørkets frembrud med at begynde at løbe! Jeg var godt klar over, at hvis nogen så mig ville der udbryde panikscener lig med dengang Klodernes Kamp blev læst i radioen i 30`erne: Alle ville gå ud fra at en eller anden dæmning var brudt sammen! Eller samtlige løver fra Givskud var sluppet løs! Hvad andet i denne verden kunne ellers få den fede klump til at løbe? Nå, chancen for at spotte mig i løb var nu ikke særlig stor den første aften. Jeg nåede faktisk ikke mere end omkring 200 meter hen af vejen før jeg hvæsede som et løbsk damplokomotiv. Mens jeg hev efter vejret, besluttede jeg mig for at droppe det vanvittige forehavende. Jeg vendte i hvert fald om og begav mig hjem. Da jeg lidt senere havde fået vejret, besluttede jeg alligevel at løbe det sidste lille stykke hjem. Total gasblå i hovedet kravlede jeg med rystende knæ op af trappen. (3 trin) Da jeg var kommet ind i gangen stod jeg et par minutter og hvæsede – men så var det at jeg blev stædig. Det var sgu også for dårligt. Tænk sig, jeg kunne ikke engang klare at løbe så lidt. Det skulle #¤&%¤ blive løgn. Så et par aftener senere stod jeg der igen med (alt for tunge) vandresko og gåpåmod – og ikke mindst en god portion stædighed. Denne gang var jeg forberedt! Jeg passede på at løbe så langsomt som muligt (godt at det var mørkt) og jeg nåede faktisk en hel del længere denne gang – vel 20-30 meter. Jeg stod lidt og hev efter vejret. (5-6 minutter) Vendte om og gik stille til modet vendte tilbage, og løb så stille hjem. Og nu var jeg blevet rigtig stædig! Allerede 2 dage senere var jeg klar igen, og denne gang havde jeg bestemt mig til at ville løbe de 3 minutter, om det så skulle være af 30 gange. Og sådan blev det. Faktisk brugte jeg kun 6 forsøg. Havde jeg ikke lært andet - havde jeg lært at tage den med ro. Og dagen efter bemærkede jeg noget mærkeligt. Efter i mere end et år at have haft dårlig ryg, til tider MEGET dårlig ryg, og hele tiden så dårlig at jeg havde besvær med at binde mine sko – pludselig var det væk! Og ikke bare bedre, men HELT VÆK! Et eller at sted var det temmelig nedslående! Tænk at have haft så ondt så længe – og efter vel næppe mere end sammenlagt 7-8 minuters løb var det væk. Og der har ikke været noget i nu 2½ år! Nå, når man har løbet 3 gange holder man så 2 dages pause, og nu gik det stærkt. Efter 2 dages pause nåede jeg pludselig op på noget der ligner en 3-400 meter. Da jeg nåede det sted jeg den første dag måtte vende kunne jeg mærke at jeg sagtens kunne fortsætte dobbelt så langt! Og efter vel 3-4 uger kunne jeg pludselig en aften mærke at jeg kunne blive ved med at løbe, uden at skulle stoppe for at få vejret, med andre ord kunne mine lunger pludselig følge med når jeg løb. (Langsomt) Et par uger senere løb jeg hele vejen rundt, på den strækning jeg havde valgt at starte på. Der er 1,3km. Jeg skal sent glemme den aften! Efter nogen tid løb jeg med rimelig sikkerhed de 1,3km, og jeg begyndte på den næste omgang. Jeg var begyndt at spekulere på om jeg mon en dag kunne løbe rundt om Nørbæk – en tur på 6 km. Jeg havde også været nødt til at købe et par rigtige løbesko. Efter vel omkring 5 måneder var jeg oppe på 4 omgange, eller lidt over 5 km. Jeg var nu fast besluttet på at ville prøve at løbe den lange tur på 6 km. Jeg var også begyndt at løbe om dagen. Efter nogen tid holdt folk op med at glo (ret meget) og noget senere holdt kragerne også op med at kredse om mig når jeg løb. En dag sidst i september tog jeg mod til mig, og begav mig ud på “den lange”. Det hører også med til historien at jeg havde tabt mig omkring 14 kg siden jeg begyndte at løbe. Og det lykkedes faktisk at løbe hele omgangen. Jeg var godt nok noget ødelagt, men mest af alt var jeg mildt sagt temmelig tilfreds med mig selv og min præstation. I dag er jeg oppe på at kunne løbe 2700 meter på 12 minutter. Ifølge “Coopers Løbetest” giver det et kondital på 48, hvilket er noget over gennemsnittet for min alder. Faktisk svarer det til et middel kondital for 15-19 årige. (pral pral) Og den gamle er faktisk fra 1960. Med andre ord: "Når jeg kan, så kan alle". Egentlig en påstand der er til at brække sig over, men der er i hvert fald mange der ville få det rigtig meget bedre hvis de motionerede lidt en gang i mellem. På et tidspunkt måtte jeg jo i øvrigt indvie min kone i mit forehavende, og hendes første reaktion var som forventet: Hun skraldgrinede! "Dig løbe? Det må se sjovt ud." Og det havde hun selvfølgelig 100% ret i. Jeg blev dog stædigt ved. (Eller rettere: Panikken havde taget permanent ophold i min bevisthed.) Nogen tid senere da jeg havde tabt mig de første 10 kg begyndte hun så også at "gå sig en tur en gang imellem." I virkeligheden begyndte hun at løbetræne, men det skulle jeg jo ikke have at vide før hun vitterligt kunne løbe. I dag løber hun omkring 3-4 km hver anden dag og hver anden dag nøjes hun med at gå. Uden at vide det med sikkerhed vil jeg påstå at hun har tabt sig mindst 10 kg - i hvert fald har hun lige som jeg måttet skifte stort set hele garderoben. Det havde hun nu i øvrigt gjort alligevel, uanset om hun havde tabt sig eller ej.


[Previous] Den tekniske:
[Next] Kontakt
[Up] Home Page
[Home] Home Page
Thanks for visiting ALBRECHTSEN / MUNK

Last modified on 17. May 2009